Dag 7: Ålaboderna, 23/7

Så dejligt et sted bliver man nødt til at dyrke lidt mere, så vi besluttede at blive en dag ekstra. Asger samlede en af cyklerne og gjorde forsøg på en indkøbstur. Det var ikke så vellykket, for det var godt nok langt ude på landet, der 10km nord for Landskrona. Han fandt dog en livsmiddelforretning, så vi behøvede ikke helt sulte. Jeg begik en mindre udflugt til en gravhøj, der var dækket af et urteflor, som jeg ikke kan huske at have set siden jeg var barn. Der var så ufatteligt mange blomster, at jeg kun kunne blive meget glad. Jeg tog nogle hundrede billeder :-) Om aftenen spiste vi på Helgas Hamnkrog, selvom vi ikke havde bestilt bord. Det var lige ved at være et problem, men de fandt dog plads til os. Det var virkelig

Dag 21: Ballen, 6/8

Ylvaen ville afsted i styrtende regnvejr og dårligt sigte. Vi hjalp selvfølgelig, og det var præcist lige så besværligt og underholdende, som da de skulle ind. Vi havde selv planer om at sejle, men jeg var betænkelig – oplevelsen fra pinsen gnaver hårdt, og pludselig begyndte Lyngby radio at udsende kulingvarsler for hele området. Vi valgte derfor at blive. Ind imellem kommer der en byge, men mest er det egentlig fint solskinsvejr. Der er nogle, der bader. I havnen er der et lille hav, som er helt spærret af med en flydebro. Der er på det dybeste sted omkring 70cm, og der er en robåd. Der er børneredningsveste til fri afbenyttelse. Der er konstant børn i alle størrelser, i vandet, på flydebroen og i robåden. Det er virkelig godt tænkt.

Vi læser, går lidt ture, sover lidt – slapper af. Det er faktisk godt!  Der er mennesker allevegne, og der er mange, der sidder udenfor og spiser. Vi får fisk til både frokost og aften.

Dag 20: Sejerø – Ballen, Samsø, 5/8

Morgenmad med blomster på bordet! For sejl, men vinden forsvandt, så vi måtte ty til jerngenuaen. Det betød til gengæld enkelte marsvineobservationer, dog alle i en vis afstand. Vi anløb Ballen havn først på eftermiddagen og fandt en fin plads inderst i havnen, desværre med hjemmehørende både som naboer – dog direkte bro til fiskerestaurant :-D Frokost udendørs på samme restaurant: Sol over Samsø. Så brugte vi noget tid på at bese havnens forretninger, og Asger fik nogle rasende dyre T-shirts, og vi skændtes lidt om, hvor vi skulle spise aftensmad. Vi endte med at vælge den med fiskekutteren og bestilte bord.  Så var vi ude at bade, og jeg svømmede!!  Om aftenen spiste vi kulmule, og jeg havde min fineste kjole på sammen med den søde taske, som jeg har fået af en ene af familierne i Bredgade i Roskilde. Dejlig dag med strålende solskin, selvom de sagkyndige havde lovet alt muligt andet. Kort før midnat var der pludselig kommers udenfor, da en Ylva – ca 100m lang og 1m bred med 3 midaldrende mænd ombord gerne ville ind bag vores fortøjninger for at komme ind på en plads inde bag ved vores  plads i et hjørne. Det var ganske underholdende, for de skændtes som gamle ægtepar, og det var vildt besværligt. Men det lykkedes, og de var svært taknemmelige. Så forsvandt de i land, men kom tilbage 1 time senere og fortsatte diskussionerne højlydt, inden de langt om længe gik til køjs.

Dag 19: Sejerø, 4/8

Dejligt sted, som vi besøger for 3. gang, så vi blev en ekstra dag. Sidst vi var der, tog vi en tur med rutebilen hele øen rundt. Det var faktisk sjovt. Asger tog denne gang cyklen og kørte til fyret på vestenden af øen, som er meget kuperet. Jeg tog kameraet på skulderen og gik langs stranden og klinten også vestpå og fandt mange spændende ting, som jeg siden har fået sat navn på. Der var noget festival med grisegrill om aftenen, som vi overvejede at deltage i, men da den første aften havde været noget belastet af visse motorbådssejlere fra Øer, som stadig var der, besluttede vi at klare os selv. Vejret blev dog mindre godt, så det var kun den levende musik med meget falsk sang, der kom til at belaste den aften. Oppe på øen var der noget andet musikfestival, så der var ret mange unge sejlende i ret små både. De lød, som om de morede sig!

Dag 18: Odden – Sejerø, 3/8

Afsejlingen måtte nøjes afpasses med forsvarets skydeøvelser i området vest for revet. Da vi ikke kunne trække den længere, valgte vi at sejle hele vejen udenom det yderste fyr i stedet for at gå gennem Snekkeløbet. Godt nok hørte vi ikke noget til noget skydning, men det må være voldsomt skræmmende, hvis man kommer for tæt på! Hele turen gik for sejl, og derfor blev det en noget lang tur. Vi var først i Sejerø havn lidt før 6, men der var fin plads. Det har der iøvrigt generelt været overalt i år undtagen på Hven. Enten er det lidt sent på sæsonen, eller også har den økonomiske nedtur sat sit præg, eller endelig kan det have noget at gøre med en dårlig sommer sidste år og starten af i år. Man kunne bestille morgenbrød på havnen!

Dag 17: Odden Havneby, 2/8

Stedet fortjente en ekstra dag – det kunne være et sjovt sted at bo, kun halvt så langt til Roskilde som fra Bandholm. Vi brugte en del tid på at finde en mindesten for slaget ved Sjællands Odde. Men det var, fordi vi ikke kunne få øje på det fine skilt! Derefter gik vi hver vores vej, Asger til Odden kirke for at se Mindesmærket med Grundtvigs vers, og jeg langs klinten nord for havnen for at kigge nærmere på flora og smådyr – fandt også lige et par egnede huse :-D . Eftermiddagen blev brugt på en udflugt op! til Brugsen og en badetur – jeg nøjedes med at dyppe, for det var saftsuseme koldt, og man kunne ikke stå på bunden, men jeg blev da våd. Om aftenen kom et voldsomt, men meget kortvarigt tordenvejr.

Dag 16: Nykøbing S – Odden havneby, 1/8

Hvorfor er det så nemt at finde mærkerne, når man sejler den anden vej? Virkelig fin tur for sejl – for nemheds skyld gennem Hundestedrenden - ud i Kattegat og direkte til Odden. Her har vi været et par gange før, og vi kan rigtig godt lide stedet. Fandt en fin pæleplads ret langt inde i havnen, så der ikke var alt for langt til toiletterne. Flere skiftende, flinke naboer og masser af krabbefangende børn (og voksne). Asger gik op! i Brugsen og købte ind, og om aftenen spiste vi på en mondæn restaurant på havnen: havkat og dessert. Det var fint – og godt!

Dag 15: Nykøbing Sjælland, 31/7

Dejlig afslappet morgen og en cykeludflugt til Annebjerg, der er et meget stort sindsygehospital med en sikringsafdeling. Hele institutionen er under afvikling, men der er tydeligvis stadig sikringsafdeling = huse, der er pakket ind i høje ståltrådshegn. Der er også et psykiatrimuseum, som egentlig var vores mål, men der var kun åbent ved fuldmåne eller sådan noget, så det lykkedes ikke at se det. Derfor kørte vi ind til byen og besøgte kirken. Den var spøjs, for der står to store piller lige midt i det hele, så man ikke kan se en disse. Der var også spøjs nok folk til at tale med de besøgende. En meget venlig herre forsøgte på mange måder at besvare mit spørgsmål om, hvilken vej brudepar benytter i passagen af pillerne. Han løb endda over til kordegnen, men hun var ikke hjemme :-D Så tog vi ned i byen for at spise frokost på en fiskerestaurant, hvad ellers. Det tog næsten en time, før vi fik maden – og vi mindedes en rædselsoplevelse i Lemvig, hvor vores bestilling simpelthen blev glemt, så vi endte på en grillbar – men til sidst fik vi vores ganske glimrende fiskemenu. Så tog vi hjem til båden og tog senere nogle fremragende billeder af regnbuer – se vedlagte.

Dag 14: Frederiksværk – Nykøbing S, 30/7

Faktisk var der en rigtig flink havnefoged, og jeg mødte ovenikøbet folk, der var interesserede i botanik. Det var godt nok noget særligt :-D Næste morgen sejlede vi til Nykøbing – jeg mener, jeg er vokset om tæt på Nykøbing M, vi har boet en menneskealder nær Nykøbing F. Nu var det endelig på tide at møde Nykøbing S. Af hensyn til nerverne (mine) besluttede vi at sejle for motor, til vi var helt ude af helvedesfjorden – læs Roskilde fjord,  – blandt andet blev vi klar over, at der var så meget strøm, at alle beregninger skulle laves om. Fra anduvningen til renden ved Hundested skulle vi krydse ned i Isefjorden, og det gik superfint.Dog var det svært at finde mærkerne inde foran Nykøbing, men det gik selvfølgelig til sidst, og vi fandt havnen lige der, hvor den skulle være. Nykøbing forstår at tage mod gæster, og der var virkeligt styr på alting. De havde så godt ukrudt (som iøvrigt også Frederiksværk), og byen var hyggelig og der var en rigtig god stemning med masser af mennesker på gaden, gode forretninger og bunker af fortovsrestauranter og værtshuse. Alt i alt en virkelig god oplevelse. Derfor besluttede vi at blive en dag ekstra.

Dag 13: Roskilde – Frederiksværk, 29/7

Dejlig sløv morgen afventende kartoffelekspressen. Nanna og Uffe bragte friskopgravede kartofler og gulerødder og onde æg til en kop kaffe, og vi daffede af ved 11-tiden. For motor i vindstille og modvind :-) mod nord. Ind imellem var der lidt vind, men Roskilde fjord levner ikke megen plads til kryds, hvis nerverne skal ligge ned. En honningbi landede på et skøde og brugte en time på at kravle ned i læ – den så rædselslagen ud, og man kunne nærmest høre dens hjerte galoppere. Gad vide, hvad der sker en honningbi, der ikke kan finde hjem? Efter 5 timer nåede vi Frederiksværk. Fin havn med fraværende havnefoged. Faktisk har vi endnu ikke fundet ud af, hvordan man betaler for opholdet. Cyklerne foldet ud og udflugt til byen. Der er langt til byen, som til gengæld er meget, meget flot – smukke, gamle og meget store bygninger. Der er flere kanaler inde i byen. En af dem går til Arresø, og der har engang været vandmøller med agatsliberi, kanonstøberi og senere krudtværk. Den kanal går gennem skov og er gravet af danske soldater og svenske krigsfanger under Frederik IV.  Vi fandt en ikke-imponerende Netto – måske er vi for godt vante fra Maribo, men fik dog købt nok til, at skipperen kunne divertere med sin Kyllingesnadder med kolonihavekartofler og guacamole til aftensmad. Lige nu er der Monster-truck-etellerandet på havnen med en tydelig bas, men vi er jo så tolerante, selvom vi er tudsegamle, så vi overlever nok. Og så er der opvasken.