Dag 15: Nykøbing Sjælland, 31/7

Dejlig afslappet morgen og en cykeludflugt til Annebjerg, der er et meget stort sindsygehospital med en sikringsafdeling. Hele institutionen er under afvikling, men der er tydeligvis stadig sikringsafdeling = huse, der er pakket ind i høje ståltrådshegn. Der er også et psykiatrimuseum, som egentlig var vores mål, men der var kun åbent ved fuldmåne eller sådan noget, så det lykkedes ikke at se det. Derfor kørte vi ind til byen og besøgte kirken. Den var spøjs, for der står to store piller lige midt i det hele, så man ikke kan se en disse. Der var også spøjs nok folk til at tale med de besøgende. En meget venlig herre forsøgte på mange måder at besvare mit spørgsmål om, hvilken vej brudepar benytter i passagen af pillerne. Han løb endda over til kordegnen, men hun var ikke hjemme 😀 Så tog vi ned i byen for at spise frokost på en fiskerestaurant, hvad ellers. Det tog næsten en time, før vi fik maden – og vi mindedes en rædselsoplevelse i Lemvig, hvor vores bestilling simpelthen blev glemt, så vi endte på en grillbar – men til sidst fik vi vores ganske glimrende fiskemenu. Så tog vi hjem til båden og tog senere nogle fremragende billeder af regnbuer – se vedlagte.