Dag 8, 4/7 2019, Fakse Ladeplads

Endelig i går lykkedes det at komme på vandet i går. Men på grund af vindretning og vindstyrke valgte vi at gå længere ind i Fakse Bugt i stedet for mod Sverige og for motor i stedet for sejl. Og det var klogt. Noget af tiden var gennemsnitsvinden over 10 sekm og i støddene over 15, men det føltes på intet tidspunkt ubehageligt, og Ran nød det hele vejen. Og så varede det kun godt 2 timer, så var vi i havn. Her er gevaldigt hyggeligt, men vi er kun 2 gæstebåde i det hele, så der er ikke meget aktivitet. Til gengæld er her fine provianteringsmuligheder, og lige om lidt går vi hen for at se en miniby og måske spille minigolf. Ran er blevet glad for at tage billeder, men desværre er det helt umuligt at finde ud af at få billeder ind i teksten, fordi systemet er blevet opdateret. Vi arbejder videre på sagen senere.

Måske kan det lade sig gøre at sejle til Skanør i morgen. Det håber vi meget på. Det er en pænt lang tur, men vi kommer til at sejle hurtigt.